Kirken

 



















Kirkebygningen og kirkerummet

Skt. Markus var det tredje sogn der blev udskilt fra Frederiksberg sogn. Byggegrunden med en anslået værdi på 35.000 kr. blev skænket af Frederiksberg kommune. Kirkens bygherre var Frederiksberg Kirkesag anført af Frederiksberg kirkes sognepræst O. V. Glahn, der ved Frederiksberg provstis oprettelse i 1897 blev Frederiksbergs første provst.

Arkitekt var som ved Skt. Thomas kirke (1898) Carl Lendorf (1839-1918). På det seneste er Lendorf i øvrigt blevet kendt for noget helt andet: Han har fået en vej opkaldt efter sig i Gilleleje, fordi han i 1883 opførte det første sommerhus i dette fiskerleje. Lendorf benyttede nogenlunde samme grundplan ved de to kirker: De er begge fritliggende korskirker i form af et ligearmet kompakt græsk kors (ligesom Røde Kors). Men hvor Skt. Thomas er i spidsbuet gotisk stil, er Skt. Markus i romansk med runde buer. Og hvor Skt. Thomas har tagrytter, har Skt. Markus en byzantinsk kuppel. Begge kirker er moderne efterkommere af Danmarks middelalderlige klosterkirker i håndstrøgne røde teglsten og tækket med skifer. Samtidig er især Skt. Markus kirke inspireret af den sydeuropæiske nyklassicisme (Konstantinopel og Firenze/Rom/Venedig), som i øvrigt på dette tidspunkt var ved at være passe - et indtryk som forstærkedes yderligere af de omkringliggende boligkarreer, der var meget up to date.

Lendorfs overslag på opførelsessummen lød på 130.000 kr., men den endelige pris blev 155.000 kr., mere end det dobbelte af Skt. Thomas. De private donationer løb op i 103.000 kr., mens resten dels bestod af tilskud fra staten, dels indkomster fra højtidsofferets afløsning. Der var siddepladser til 950 kirkegængere.

Grundstenen blev nedlagt 23. november 1900. Der var i lang tid nogen usikkerhed om kirkens navn, idet komiteen efter at have bestemt sig for "Sanct Marcus Kirke" af ministeriet fik oplyst, at metodistkirken i Rigensgade hed Markuskirken, og at menigheden der havde fået løfte om, at ingen luthersk kirke i København skulle kaldes sådan. Komiteen foreslog herefter "Sanct Filips Kirke", Det endte dog alligevel med Markus, men det officielle navn blev så "Frederiksberg Sanct Marcus Kirke" (senere stavet med k hele vejen igennem). Metodistkirken tog senere navneforandring til Jerusalemskirken (her blev min mor døbt i 1927), og vores kirke hedder nu Sankt Markus kirke, Frederiksberg.

Der blev indsamlet betydelige beløb til kirkens udstyr. Dog blev orglet skænket af enkefru apoteker Aagaard (Amalievej 5), som desuden gav et betydeligt beløb til indsamlingen. Københavns Valgmenighed gav alterstagerne. Andre gav altersølvet, døbefonten m.v. Alterbilledet malet af professor Knud Larsen var givet til provst Glahn i anledning af hans 25-års præstejubilæum året før og blev nu af ham skænket til den nye kirke. De 3 klokker til en værdi af 3000 kr. blev skænket af generalinde Thomsen og grosserer Groth, og sidstnævnte forfattede verset på den store klokke:

Dagen velkommen og dagen farvel
ringe jeg skal ved gry og kvæld,
kalde til fest under kirketag
gammel og ung på Herrens dag.


Det nye sogn havde 14.000 indbyggere, og søndag den 9. november 1902 fandt indvielsen sted under ledelse af biskop Skat Rørdam og provst Glahn. Til stede var også kultusminister I.C. Christensen, og kirken var fyldt til sidste plads. Pastor Jens Laursen prædikede over Johannes 5,17-29 (24. søndag efter Trinitatis).

Målet for Lendorf havde været at bygge en rummelig kirke, der ved sit ydre kunne virke monumental i bybilledet, og som i det indre stemte til højtid og føltes sluttet og hyggelig ved både små og store forsamlinger. Dette må siges at være lykkedes, selvom kirkerummet kan virke noget dystert. Men i hvert fald er det imponerende, at en kirke med så mange siddepladser virker pænt befolket, blot der sidder et halvt hundrede mennesker i hovedskibet. Kirken måler fra gavl til gavl 26 meter, fra hovedportal til sakristi dog 34 meter. I vinklerne mellem korsarmene er der udbygninger, som mod nord rummer præsteværelse (kirketjenerens kontor) og kapel og mod syd trappeopgange til orglet og sidepulpiturerne. Over kirkens korsskæring hæver sig en på ydersiden ottekantet kuppel med lanterne og spir afsluttende i et kors. Der er 37 meter fra gaden til spirets spids. Den nordlige korsarm er udvidet til et apsislignende sakristi med rundbuede vinduer adskilt af halvsøjler. En pudsighed ved sakristiet er den nagelfaste møblering med bænk langs hele absiden og en "bispestol" i midten. Baggrunden er følgende: Fra 4. århundrede, hvor kristendommen blev statsreligion i Romerriget, blev forskellen mellem østlig og vestlig tænkemåde også synlig i kirkebygningernes form. I vest overlod kejseren sine audienshuse, basilikaerne, rundt om i riget til de kristne. Disse lange rum, hvor først kejseren og siden Kristus/biskoppen sad oppe for enden, blev grundmodel for alt kirkebyggeri i Vesteuropa i 1500 år: Den vestlige kristendom er horisontal, dynamisk, fremadrettet - kirken er et "skib" der navigerer på verdens hav, og som indretter sig efter årstidernes skiften. I den ortodokse kirke i øst derimod er kirken et rum, hvor tiden står stille - et helle adskilt fra verden og hvor intet forandres. Ugerne ligner hinanden hele året: hver fredag er langfredag, hver søndag er påskedag. Her kommer man under kuplen ind i et vertikalt rum, hvor Jesus troner foroven, og hvor hele det kirkeligt-himmelske hierarki er afbildet ned ad væggene: ærkeengle og engle, evangelister og apostle, helgener og biskopper. Vi møder samme billede i den politiske virkelighed: Russerne venter altid, at forandringen skal komme fra toppen af pyramiden, fra zaren, generalsekretæren, præsidenten eller metropolitten.

Skt. Markus kirke er en blanding af disse to forskellige rum, det vandrette og det lodrette. Umiddelbart ser den ud som en østkirke med Kristus pantokrator (alherskeren) siddende i kuplen på samme sted som i Rusland eller Grækenland: Lige over det sted, hvor ikonostasen (billedvæggen) befinder sig. Men dels er der ingen billedvæg, dels har vi en midtergang, som bruges til pro-cession (fremadskriden!) ved gudstjenester og kirkelige handlinger (kirkekor og præster, dåbsbørn, konfirmander, brudepar og kister). Og i sakristiet omme bag altervæggen har vi så afslutningen på denne basilikale processionskirke: Hvis vi nedbrød altervæggen og lod præster og biskop sidde på bænken i sakristiet, ville vi have en ægte vestlig middelalderkirke: Så Skt. Markus er et rum, hvor den østlige stilhed og den vestlige dynamik krydses.

Over kirkens hovedportal er der en mosaik med evangelisten Markus med fjerpen og en vinget løve. Mosaikkens indskrift Prædiker evangeliet for al skabningen er den missionsbefaling, den opstandne Kristus gav de første kristne (Markus 16,15). Over de fire sideportaler er der lignende mindre mosaikker. De er alle udført af Oscar Willerup.

 

Loftsudsmykningen "Sjælenes vandring"

Kirkens korsarme mødes i fire buer,, der bærer den høje centrale kuppel. Her og på altervæggen skabte maleren den senere professor Elof Risebye (1892-1961) i 1924 et sammenhængende freskoværk kaldet "Sjælenes vandring". Risebye havde været med til at udsmykke Viborg Domkirke sammen med Joakim Skovgaard og Niels Larsen Stevns, og senere var han med til at udsmykke Lund Domkirke og Det kgl. Teaters Ny Scene (Stærekassen).

I kuplen nærmest hovedindgangen ses dødsrigets sorte port eller gravmørket. Herover svæver imidlertid Helligånden i skikkelse af en due anbragt i evighedens ring. Duen er et håbstegn på, at dåbens løfter om syndernes forladelse og det evige liv står ved magt og er stærkere end al død. I resten af kuplen ses dommedag afbildet -trosbekendelsens "hvorfra han skal komme at dømme levende og døde": Menneskesønnen, Kristus, kommer ved tidernes ende på himlens skyer og tager plads på himmelbuen eller regnbuen og holder dom (motiverne er inspireret af Johannes' Åbenbaring - bl.a. kap.4). Frem imod Kristus kommer de døde i brune fangedragter og bare fødder. Hver af dem er blevet hentet nede i graven af sin engel. Englene i "solskinsklæder" (jfr. julesalmen "Velkommen igen, Guds engle små") har glorie om hovedet og bløde tøfler på fødderne og leder blidt de genopstandne frem mod den velsignende verdenshersker. Hele scenen kan - sin tilsyneladende dysterhed til trods - godt lede tanken hen på sidste vers af julesalmen "Lovet være du, Jesus Krist":

Konning er du blandt konger bedst;
ånders konge blev støvets gæst,
fører os op fra skyggedal
hjem til sin lyse kongesal.
O, Gud ske lov!

På altervæggen møder der os en henvisning til kuplens himmelske scene, som vi ikke kan have noget direkte forhold til i vor begrænsede væren her på jorden (under gudstjenesten ser vi jo heller ikke op i kuplen, men fornemmer kun, at den er oven over os). Men vi kan i kirken blive fastholdt i troen på, at vort jordiske liv ikke ender i ensomhed og tomhed, men i et fællesskab med den korsfæstede Jesus og med hinanden. Dette er af Risebye skildret ved, at vi hver især har engle, som allerede i vor legemlige død fører os frem imod "spejlbilledet" af ham, der døde på Golgata og siden ophøjedes: Det "vandmærke", som han afsatte i "Veronicas svededug". Veronica var ifølge en legende en kvinde i Jerusalem - et positivt modstykke til Ahasverus. Hun tørrede med et klæde Jesu svedige ansigt under hans vandring med korsbjælken. På den måde afsattes der et "aftryk" af frelseren - en ikon eller et "fotografi", som enhver kristen kan bære med inden i sig til håb og trøst i lidelse og død: Uanset hvad vi måtte komme ud i, er Han fortrolig med vores situation.

Meningerne om Risebyes værk er delte, hvilket ikke kan undre, da han var et aparte menneske, som på sine ældre dage blev noget utilgængelig i sin mystiske livs- og kunstopfattelse. At han allerede i 1924 var lidt af en særling, vidner den venstre engel på altervæggen om: Risebye var under sit arbejde blevet bedt om at rette visse åbenlyse fejl ved værket. Og han rettede sig efter det meste af kritikken. Men på et punkt ville han ikke give sig: Derfor er denne ene engel for altid forsynet med en højrefod på sit venstre ben - og hvordan med englen på højre side? Det kan kirkegængeren eller kunstbeskueren få lang tid til at gå med at fundere over. Men måske var Risebyes pointe den, som også kendes fra både kristelige og muslimske gudshuse andetsteds, nemlig at mennesket her ikke skal gøre sig til af egen fuldkommenhed. Den tilkommer Gud alene.

Risebyes arbejde blev finansieret af indsamlede midler.

 









Til venstre ses Markus med løven og til højre Lukas med oksen.

Evangelisterne

I de fire hjørner under kuppelhvælvingen, de såkaldte pendentivfelter, ses evangelisterne afbildet med hver deres symbol. Disse fire symboler er ældgamle. De findes i profeten Ezekiels Bog 1,10 og hos de fire vingede livsvæsner i Johannes' Åbenbaring 4,6-8. Disse symboler blev i oldkirken forbundet med hver sin evangelist. Symbolet refererer til evangelieskrifternes begyndelse:

Matthæus-evangeliet indledes med Jesu menneskelige afstamning, der føres tilbage til Kong David og til Abraham. Derfor er Matthæus' symbol et menneske. Som apropos til slægtstavlen kan man også sige, at Matthæus er den lidt tvangsagtige lov- og ordenmand i kvartetten.

Markus-evangeliet fortæller i første kapitel om Johannes Døberen i ørkenen og om Jesu ophold i 40 dage i ørkenen efter dåben. Her er han blandt vilde dyr, heriblandt løven, der er Markus' symbol. Man kan også sige, at Markusevangeliet er det korteste og mest kontante. fast som en løve uden overflødigt fedt.

Lukas-evangeliet fortæller om offerpræsten Zakarias og om Jesu fødsel i en stald i Betlehem. og som konsekvens heraf benyttes oksen som symbol for Lukas. Han er den gode sammenhængende historiefortæller. Johannes-evangeliets fortale har i sin ophøjethed været sammenlignet med ørnen og dens høje flugt. Det kan tilføjes, at over indgangen til Københavns Universitet på Frue Plads ses en ørn. Under den står Coelestem adspicit lucem (Den ser mod det himmelske lys). Det mystisk-svævende Johannes­evangelium begynder med at fortælle om det evige lys, der er kommet til verden i Jesus. Johannes' symbol er ørnen.

De fire evangelistsymboler er blevet anvendt op igennem hele kirkehistorien og kan ses på hver sin korsarm på middelalderaltrene på Nationalmuseet.

 









Udsnit af alteret: 5 rundbuede billedskæringer med motiver fra evangelierne.

Alteret

Kirkens hovedskib fører frem til alteret, der efter oldkirkelig skik er blokformet/sarkofagformet. Formen kan spores tilbage til kristenforfølgelsernes tid i de første århundreder, hvor de kristne mødtes i de underjordiske gravgader under Rom, katakomberne, ved martyrernes sarkofager. De holdt dog næppe gudstjenester her. Det ville have været for farligt. I middelalderen lagde man helgenknogler ind i altrene for at nyde godt af deres kraft, og alle den danske kirkes patroner, Dronning Margrethe I og alle kongerne ligger i sarkofager i Roskilde Domkirke. Forsiden af alterbordet er udsmykket med 5 rundbuede billedskæringer med motiver fra evangelierne: Jesu dåb (Matt 3), samtalen med den samaritanske kvinde (Joh 4), Jesu bøn i Getsemane have (Luk 22), opstandelsen (Mark 16) og til sidst Kristus i Emmaus (samme motiv som altertavlen, Lukas 24, men fejlagtigt anført som Lukas 20!). Fejlen kan skyldes, at en snedkersvend har taget lidt for hårdt fat, men lige så sandsynligt er det, at der er tale om samme fænomen som hos Risebye: Med fejlen peger kunstneren her i nederste hjørne med en "negativ autograf” væk fra sig selv med et Soli Deo Gloria (Gud alene æren).

 









Altertavlen: "Han blev kendt af dem, idet han brød brødet"

Altertavlen

Nederst i altertavlens ramme står indprentet: "Han blev kendt af dem, idet han brød brødet" (Lukas 24,35). Motivet er Kristus i Emmaus. Billedet er malet af professor Knud Larsen i 1901: To modløse disciple var efter påskens nedslående begivenheder på vej bort fra Jerusalem, bort fra troen og fællesskabet. I deres møde med den opstandne på vejen havde de ganske vist mærket hans myndighed og erfaret, at hans ord gik til hjertet. Men de genkendte ham først ved nadvermåltidets gentagelse og vendte derefter fyldt af glæde tilbage til de andre i Jerusalem.

 

Feltet over altertavlen

Dette felt som skal danne overgang mellem altertavlen og loftsudsmykningen, er af Risebye udfyldt med Kristussymboler. I det oldkirkelige symbolsprog er "Guds Lam" betegnelsen for Kristus, der som offerlammet bærer al verdens synd (Johannes 1,29). I det ene forben bærer lammet de kristnes hvide påskebanner -hvid er kirkens festfarve og bæres både af dåbsbørn, konfirmander, brude og af de døde samt af præsterne under messehagelen - med det blodrøde kors. Det er altså ikke det engelske flag, men et sejrs- mærke og et udtryk for påskedagens overvindelse af død og grav. At lammet ser sig tilbage minder om Jesu ord til alle sine disciple: Følg mig! Bogstaverne alfa og omega- det første og det sidste bogstav i det græske alfabet - udtrykker at Kristus er evig, alle tings begyndelse og ende: "Han som var, og som er, og som kommer."

Livets træ er i kirkelig kunst ligeledes et symbol på Kristus, der "fæsted i graven rod" eller "skyder af korsets rod" og stod op til liv og lys.

 

















Krucifiks af Edvard Eriksen.

 

Krucifikset

Et meget stort krucifiks i egetræ er anbragt på korvæggen til venstre for alteret. Det er skænket kirken af dens første sognepræst Jens Laursen kort efter dennes afgang i 1922. Kunstneren var Edvard Eriksen (1876-1959), skaberen af Den lille Havfrue (1913). Over korset står indskriften INRI, en forkortelse for det latinske Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum, der betyder Jesus fra Nazaret, jødernes konge.

 

'







Apostlene om korset
' af Steffen Lüttge.

Apostlene om korset

Det er navnet på en lille både smuk og original figur erhvervet af kirken i 1972, samme år som den blev skabt. Den står i højre side af kirkens kor på en piedestal. Figuren er fremstillet i stentøj med manganoxid-overtræk, der giver de nuancerede mørke farvetoner. For kunstneren Steffen Lüttge (f. 1945) har motivet været samlingen om korset som kompakt kærlighedssymbol. Samme kunstner har udført skulpturen Dynamic, som er opstillet ved KB-hallens tennisbaner.

 

Prædikestolen

Billedhuggeren Rasmus Bøgebjerg har modelleret de gyldne figurer. Prædikestolen bæres af bedende engle. I fire felter ses evangelisterne hver med sit symbol: Matthæus/mennesket, Markus/løven, Lukas/oksen og Johannes/ørnen. Yderligere er der bagest et felt med Moses på vej ned fra Sinaj bjerg med lovens tavler. Herren havde talt med ham, så der udgik guddommelige kraftstråler fra hans skinnende pande. Ifølge traditionen er dette afbildet som to horn eller strålebundter. Det er altså ikke Fanden, som gemmer sig i krogen med sine horn i panden!

Endvidere er der et felt som viser Johannes Døberen, der står som den afsluttende figur i jødedommens lange række af profeter. Han bærer korsstaven, der er hans symbol. Dermed viser han sin hengivenhed over for den korsfæstede. Det samme udtrykkes med den løftede hånd, som peger hen på Kristus. Rækken af figurer viser således, at prædikestolen og forkyndelsen herfra er omfattet af hele Bibelen og båret oppe af Guds engle.

Lydhimlen over prædikestolen tjener akustiske formål. På lydhimlens enkelte felter ses ringen som symbol på evigheden.

 















Detalje fra sølvfadet i døbefonten

Døbefonten

Døbefonten er som middelalderdøbefontene forarbejdet i granit. Dens placering er måske beskeden, men den gør sig kraftigt gældende ved sin tyngde og sin velafbalancerede pokalform. Foroven og forneden på kummens sider er der et kraftigt indhugget tovværksmønster -et symbol på evigheden igen, eller på at "slægt skal følge slægters gang" (samfundets kæde og Ordets videregiveIse)?

Lysekronen

Den centralt ophængte lysekrone er en meget stor hjulkrone. De teknologiske krav var bestemmende for dens særprægede udformning, idet den oprindeligt blev konstrueret til gasbelysning. Men efter 1. Verdenskrig blev der lagt elektriske ledninger i gasrørene, og fra da af begyndte man at tale om at få en ny lysekrone. Forud for kirkens 50-års jubilæum i 1952 blev de nuværende lampetter i sideskibene opsat, og ved jubilæet påbegyndtes tilsyneladende en indsamling. Men den gamle gaslysekrone sidder der endnu! Måske skal den have lov at blive siddende og blot suppleres med andre lyskilder.

Orglet

Kirkens første orgel blev ligesom kirken taget i brug i 1902. Det var bygget af Frederik Nielsens orgelbyggeri i Århus og havde 15 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal. I 1928 blev instrumentet ombygget og kraftigt udvidet af I. Starup & Søn med genanvendelse af de fleste af de gamle piber. Orglet fik nu i alt 32 stemmer. I 1960'erne var dets tekniske system nedslidt, og dermed opstod ønsket om et nyt orgel. I 1978 blev det nye orgel fra Poul-Gerhard Andersens Orgelbyggeri taget i brug. Her blev igen en stor del af det ældre pibemateriale genanvendt -nærmere betegnet 21 stemmer eller ca. 2/3 af piberne. Det var fra sagkyndig side blevet anset for passende med et orgel på 37 stemmer fordelt på 3 manualer og pedal. Imidlertid fik kirken kun tilladelse til i første omgang at bygge de to manualværker (hovedværk og svelleværk) og pedalværket, i alt 30 stemmer. Resten måtte vente til senere. Så først i 1992, hvor orglet blev udvidet med det allerede forberedte positiv på 8 stemmer, stod det fuldt udbygget. Eneste ændring siden da er, at 16 fods fagot er blevet erstattet af 16 fods basun.

Der er tale om et usædvanlig homogent instrument, der med de 38 stemmer (ca. 2600 piber) tillige er det største på Frederiksberg. Kirkerummets velafbalancerede akustik, som egner sig bedre til musik end til tale, er med til yderligere at forskønne dets toner, og orglet er - selvom det endnu ikke er udstyret med elektronisk registrering - højt værdsat af konservatorielærere og -elever samt af de mange internationale orgelsolister der holder koncerter i kirken, især i løbet af sommeren.

Orgelfacaden fra 1928, som er tegnet af arkitekt og senere menighedsrådsformand J.V. Jepsen, er bibeholdt. Prospektpiberne, dvs. de synlige piber, der er pedalets principal 16 fod, er klingende.

De sammenslyngede bogstaver på midtertårnet, IHS, er Jesu monogram: Det er de første tre græske bogstaver i navnet IE(H)Sus, idet det græske H svarer til vores E. Senere opfattedes IHS som en forkortelse for det latinske Iesus Hominum Salvator, Jesus menneskers frelser. Og en tredje muligheder, at IHS betyder In Hoc Signo (Vinces): Ved dette tegn - korstegnet - (skal du sejre). Dette var kejser Konstantin den Stores motto - han som gjorde kristendommen til statsreligion i Romerriget.

Kirkeskibet

Kirkeskibet hænger ned fra lysekronen lige midt i rummet -i hvert fald en tid endnu. Det blev erhvervet ved kirkens 80-års jubilæum i 1982. Skibet der bærer navnetTreenigheden, er en model af en hollandsk fløjte, et transportskib fra 1600-tallet. Fløjterne transporterede særligt varer til østersølandene. Pga. den slanke udformning slap skibene nemlig billigere gennem Øresundstolden, hvor man udregnede afgiften i forhold til skibenes bredde.

Kirkeskibet måler halvanden meter fra for til agter og er bygget af bygningstømrer Poul Erik Thomsen efter et gammelt kobberstik. Arbejdet tog to år.

Lige som kirkens tag, øvre murværk, spir og klokker er blevet sat i stand i årene op til100-års jubilæet, sådan skete der også en del op til 50-års jubilæet: I 1950 blev kirken, som er vanskelig at tale og høre i, forsynet med højttaleranlæg, som senere er blevet fornyet i 1977 og i 1990'erne. l 1951 blev en del af de bageste bænkerækker i hver side inddraget til dåbsfamilieværelser. Det er de to rum, som ligger på hver sin side af våbenhuset. I 1970'erne i forbindelse med orgelombygningen blev disse to rum og våben- huset udvidet.

En ny lysekrone blev det som sagt ikke til - og måske også godt det samme. Men vi håber, at vi i den kommende tid får indsamlet tilstrækkeligt med midler til, at kunstneren Mogens Jørgensen (f. 1914), der for øvrigt var elev af Risebye, kan udføre sin supplerende alterudsmykning "Den gyldne Rose", som vi har valgt at kalde den.

Og sakristiet som i mange år var kirkens eneste mødelokale, blev heldigvis for 3 år siden i 1999 aflastet af de nye menighedslokaler "Løven" på Skt. Markus Alle 3. Kirken har stadig over 800 siddepladser, men da der af brandmæssige årsager kun må lukkes 50 personer ind på hver af sidepulpiturerne, kan der nu ikke være meget mere end i alt 600 kirkegængere. Til daglig er dette praktiske problem dog til at overse. Det er kun ved konfirmationer og juleaften, at vi når i nærheden af denne overgrænse.

Fra "Skt. Markus kirke, Frederiksberg 1902-2002, En krønike i ord og billeder"

 

Ophavsret: