Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Ud af mørket - en foredragsrække

 

En foredragsrække om mørkets manifestationer i vores historie, litteratur, teater, dramatik, film, musik, kunst og teologi.

Mørket som historisk virkelighed – i Auschwitz. Som realitet for litteratur. Som funktion i dramatikken, filmen, musikken, kunsten og teologien. Om menneskelivet og hvad der kommer ud af mørket?

Torsdag d. 23.februar kl.19. Musikkens mørke -  som lyd og sansning.

Ved EsbenTange, koncertvært i DR P2, leder af Rued Langgaard Festival og formand for Léonie Sonnings Musikfond

Harmonierne går i mol og når de dybeste instrumenter tager fat bliver musikken ofte mørk og dyster. Læg dertil de øjeblikke; hvor musikken iscenesætter et sammenbrud og lader os lyttere sanse undergangen. Desto større er befrielsen, når der skimtes et lys i den musikalske horisont. Kom tæt på musikkens magi når mærkets kræfter tager over i musik af den franske barokkomponist Rebel, i Bachs passioner, i Wagners sidste opera Parsifal og hos den nulevende danske komponist Hans Abrahamsen med flere.

Aftenen begynder med at organistvikar Kristina Avakian spiller musik af Rued Langgaard, der i In ténebras exteriores (I mørket udenfor) fører os ned i dødsriget.

 

Torsdag d. 11.maj kl.19 - "Ud af Sindets Mørke" ved forfatter Peter Øvig Knudsen

Da jeg blev sindssyg
I januar 2018 blev Peter Øvig indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Rigshospitalet og fik diagnosen ’svær psykotisk depression’. Efter en serie elektrochok blev han to måneder senere udskrevet uden tegn på sindssyge. Men rejsen tilbage til hverdagen og familien blev alligevel lang.
Med udgangspunkt i sin nyeste bog, Jeg er hvad jeg husker, fortæller Peter Øvig i dette foredrag om at bevæge sig ind i den dybe depression og om at blive underkastet en behandlingsform, elektrochok, som han frygtede mere end stort set alt på jorden – men som skulle vise sig mirakuløs.
Peter Øvig beskriver, hvordan han fik sit særdeles kritiske syn på psykiatrien vendt på hovedet. Og især beretter han om at opdage, at han efter sygdommen er blevet en anden.